
En fundamental menneskeret er religionsfrihed. I et demokrati har alle retten til frit at vælge, hvad de vil tro på. Men så må religionerne også ligestilles. Det er i øjeblikket ikke tilfældet i Danmark. Her favoriseres den evangelisk-lutherske kristendom som landets folkekirke, og det er forkert, at kristendommen prioriteres over andre religioner.
Uanset hvad man tror på, kan man i dag for eksempel ikke slippe for at betale til folkekirkepræsternes løn gennem den normale beskatning, også selvom man er udmeldt af folkekirken.
Folketingspolitikerne har igennem mange år ikke turdet diskutere en adskillelse af kirke og stat, selvom man har gennemført en adskillelse i Sverige – og det blot har fået endnu flere til at gå i kirke.
Formålet med denne hjemmeside er ikke et opgør med kristendommen. Formålet er derimod at sætte religionen fri og lade folk tage hånd om deres egen tro.
Vi vil provokere politikerne til at åbne debatten om en adskillelse af stat og kirke. Her er det bedste signal at sende at melde sig ud af folkekirken. Derfor kan man sagtens fortsat være troende. Hjemmesiden indeholder forslag til alternative trossamfund, hvor det er medlemmerne og ikke politikerne eller deres udvalgte embedsmænd, der bestemmer.
Vores indspark til debatten er leveret med et glimt i øjet og skal opfattes som sådan. Men debatten skal til gengæld opfattes med største alvor, fordi religion skal være lige for alle.